BestigBjerge - til fods og på cykel

image description
11. maj 2012

 

De fleste af turene er ikke egnede for cykler. Enkelte af turene kan dog godt køres på cyklen - tag f.eks. Himmelbjerget, vores allesammens nationalsymbol - her er gode ruter også for cyklister.
Men at turene i bjergene ikke er egnede for cykler, er jo ikke det samme som at sige at man ikke kan cykle til dem. Faktisk er det oplagt at planlægge sommerens cykeltur med overnatning, til at gå fra bjerg til bjerg. Der er masser af gode overnatningsmuligheder undervejs - primitive teltpladser, Bed&Breakfast-steder og for dem der gerne vil en lidt mere luksuspræget tur, er der også masser af kroer og hoteller. Så undlad ikke at tage cyklen med - men efterlad den gerne på p-pladsen, hvor turen op i de højere luftlag starter.

cykelbillede

Cykelturen kan deles på områder. Vælg f.eks. de 3 bjerge på Fyn - det er en dejlig dagstur for de friske. Her er ikke behov for overnatning undervejs. Eller drag til Søhøjlandet og tag på turné blandt de 15 bjerge der ligger her. Alle inden for en rimelig radius og med masser af muligheder for overnatning undervejs. Det ultimative er selvfølgelig, at nå alle 19 bjerge på en ferie-tur. Vi indrømmer, der er langt fra Åsen i Nordjylland til Vissenbjerg på Fyn. Men har man sommerferie og solen skinner fra en skyfri himmel, så er det bare om at nyde det. Herlige sommerdage på cyklen, med lyden og duften af den danske sommer - det er Danmark når det er bedst.