Flink af natur

image description
Flink af natur sætter fokus på, at alle får bedre oplevelser, hvis vi viser mere hensyn. 16. april 2015

Danskere er flinke af natur

Miljøministeriet, Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund sætter i en kampagne fokus på, hvordan man undgår konflikter i naturen ved at være flink af natur.

Danmarks natur er årligt vært for mere end 130 millioner besøg. Og vi har stort set alle positive oplevelser i naturen. Det viser en ny stor naturundersøgelse, som Friluftsrådet, Miljøministeriet og Danmarks Idrætsforbund (DIF) har fået foretaget. Men få gange oplever vi også gener, som ofte skyldes uvidenhed eller mangelende omtanke fra andre naturgæster.

Derfor har Friluftsrådet, Miljøministeriet og DIF netop lanceret kampagnen "Flink af natur", der skal få danskerne i naturen til at tage endnu mere hensyn til hinanden, hilse på hinanden og generelt være flinke af natur.

"Vores smukke natur er den største seværdighed, vi har i Danmark. Hvert år tager vores skove imod mange millioner besøg. Det sker til fods, på hesteryg, ski eller mountainbike. Der er slet ikke tvivl om, at der er plads til os alle sammen. Vi skal måske bare blive lidt bedre til at give hinanden plads, tage hensyn og kort sagt være flink af natur", siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

"I Danmark har vi relativt lidt natur, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi viser hensyn og sørger for, at der er plads til alle, der vil bruge naturen. Vi møder mange mennesker i naturen, og typisk er det en god oplevelse, når børnene på naturlegepladsen klapper rytterens hest, eller motionsløberen vinker til lystfiskeren og spørger, om der er noget, der bider på krogen. Vi kan alle sammen være flink af natur, hvis vi lige tænker over det", siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen.

Niels-Christian Levin Hansen, der har ansvaret for miljøspørgsmål i DIF's bestyrelse, siger:

"Generelt er vi flinke ved hinanden, når vi løber en tur i naturen, sætter kajakken i vandet eller cykler en tur på mountainbiken i skoven. Og på trods af fuld fart over feltet og høje hop så er det faktisk meget få, der føler sig generet af de hurtigkørende mountainbikere. Men vi kan sagtens blive bedre til at sende et smil til fuglekiggeren, holde afstand til skovtursgæsterne, hvis man kommer farende på cykel, og nikke venligt til dem, der er ude at lufte hund. Når vi tager hensyn til hinanden og ikke slider på hinanden, så får vi alle sammen en bedre naturoplevelse".

Læs mere om kampagnen på www.facebook.com/flinkafnatur og www.flinkafnatur.dk .